Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Det er trygt at gå i 0. klasse

I 2024 er første skoledag mandag den 12. august.

Vi anbefaler dog, at jeres barn starter i SFO allerede den 1. august, så jeres barn får mulighed for en stille opstart sammen med sine nye kammerater. Derved kan jeres barn lære skolens lokaler, de voksne og ikke mindst sine nye kammerater at kende, inden den rigtige første skoledag. Her kan du læse mere om SFO'en.

Det er vigtigt for os, at dit barn får den bedste skolegang sammen med os. Vi venter derfor lidt med at fordele børnene i 0A og 0B, indtil vi har lært dem lidt at kende. Det tror vi på, giver bedre og mere harmoniske klasser.

Lokaler
0.-1. årgang holder til i den nyeste bygning, sammen med SFO’en - også kaldet ”Loppen”. Bygningens faciliteter og gode rammer giver mulighed for spændende, udviklende og pædagogisk læring. 

Vi har gode lokaler, der kan indrettes fleksibelt og et dejligt stort fællesrum til større samlinger. Klasserne på hver årgang har lokale ved siden af hinanden, så der er gode fysiske rammer for samarbejde på tværs af klasserne.

Hverdagen er sammenhængende og tryg for børnene. Det skyldes blandt andet, at 0.-1. årgang og SFO holder til i samme bygning, og at lærere og pædagoger har en god dialog og et tæt samarbejde omkring børnene. 

I skoletiden er der for det meste en pædagog fra SFO'en med, og derved sikrer vi en glidende overgang fra skole til SFO. Der er derfor kendte voksne med hele dagen, og i en del timer er der flere voksne i klassen. Dette giver mulighed for hold- og værkstedsundervisning.

Fællesskab og glæde, på tværs af klasser og årgange, er også vigtige elementer i årets gang.

  • Vi har fælles ”morgenbånd” om fredagen, hvor vi fx synger, danser, løber, hører historie eller giver massage. 

  • Vi har både fælles uger og dage i indskolingen. Her fordyber børnene sig i emner på tværs af klasser og årgange.

Musik, sang, leg samt mange gentagelser er bl.a. måden vi seriøst arbejder med indlæring i 0. klasse. Udfordringerne afpasses efter den enkelte elevs formåen. 

Børnenes forskelligheder bruges i det store fællesskab. Vi lægger vægt på glæde og gensidig respekt i arbejdet med den enkelte elev. Trivsel og oplevelse af succes er vigtig i det første møde med skolen.

Overgangen fra 0. klasse til 1. klasse
For at gøre overgangen så tryg som mulig, er der et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger i løbet af 0. klasse. Det giver en god sammenhæng i det videre skoleforløb.

  • Kom til vores åbent hus onsdag den 10. januar 2024 kl. 17-18.30

  • eller ring til os på tlf. 6333 7504. 

Vi vil så gerne vise vores skole frem. Bare ring og aftal et møde.

Vi glæder os til at møde jer.